1864 – en Hollywood-røvfuld i otte afsnit

1864
Billede fra DRs dramaserie: 1864. Lånt fra dr.dk

I aften ruller DRs sidste nye drama-skud, ”1864” ind i utallige danske hjem. Og nationens  nederlag er uundgåeligt. Denne blogger forudsiger dog brug af en række Hollywood-tricks, som skal medvirke til, at dansken ikke sidder alt for deprimeret tilbage.

”Som amerikanerne har deres Vietnam-syndrom, fik vi i 1864 et Dybbøl-syndrom. Stormagtsdrømmene blev erstattet af en indadvendthed og en passiv-aggressiv nationalisme, som til en vis grad nok trækker spor til i dag.” (Kristelig Dagblade 27. maj 2009)

Sådan sagde Tom Buk-Swienty, lektor i journalistik ved Syddansk Universitet. Den skælsættende effekt, som slaget ved Dybbøl havde på dansken, er altså belægget for DRs dramasatsning.

Meeen – kan denne blogger ikke lade være med at tænke – kunne DR ikke i stedet have valgt en sejrrig skælsættende begivenhed? Hvad med 1700-tallets krig mod svensken, eller treårskrigene mod tyskerne? Ifølge instruktøren bag ”1864”, Ole Bornedal er det dog i nederlaget, at kimen til en livsbekræftende fortælling ligger.

”For mig er det mest en fortælling om tid. Og om at miste. Knap 3000 mand døde i krigen og faldt ned i glemslens store askehav. Jeg håber, at seerne vil læse deres egen forsvinden ind i det her og tænke, at vi skylder de døde at leve livet fuldt ud,” (Kristelig Dagblad 14. oktober 2014)

Fortryllelsen af det forfærdelige

DRs 1864 er da heller ikke ene om at give sig i kast med en fremstilling af et nederlag. Modige filmkæmper er gået forud med klapsalver til følge. Mel Gibsons ”Bravehart” (1995) og James Camerons ”Titanic” (1997) er to eksempler på historiske plots, som publikum fra starten viste, ville forlise. For slet ikke at tale om førnævnte Vietnam-krigen, der har været kilde til film som ”Platoon” (1986), ”Deer Hunter” (1978) og We were Soldiers (2002).

Men hvorfor går det brede publikum overhovedet med den deprimerende præmis, som et forudsigeligt nederlag er? Årsagerne kan være flere. For det første er der fascinationen af det forfærdelige. En mekanisme, som ifølge filmmagasinet Ekkos Hanne Arnold forklarer, hvorfor vi fx drages mod horrorfilm eller dokumentarer om 2 verdenskrig.

”Vi bliver konfronteret med sådanne socialt fortrængte ønsker og lyster, og derfor skræmmer det os.” 


 Vi ser det grufulde på skærmen, fordi det får adrenalinen til at pumpe, og vi får et grimt indblik i den menneskelige bagside – hvad enten den beskriver storhedsvanvid hos en regering i 1864 eller en motorsavs-morders lyst til at slice mennesker.

Den lille indirekte sejr

Dernæst kommer den søde pille, som kan få ethvert nederlag til at glide ned – selv William Wallaces torturscene. Den indirekte personlige sejr. I ”Bravehearts” tilfælde er der to. Den første: at William Wallaces DNA lever videre på den engelske trone. Den anden: Han har vist vejen til frihed for sine skotske brødre.

Samme sejr skal 1864 gøre brug af – og alt tyder på, at det også kommer til at ske. Skuespiller Søren Malling beskriver serien til DR den 11. Oktober i år:

”Kernen er jo dybest set en banal kærlighedshistorie om to drenge, der har den samme kæreste og bliver smidt i krig”

Denne blogger forudsiger, at den ene af vores krigshelte – den, som overlever (for ja selvfølgelig dør den ene) – drager tilbage fra slagmarken som et nyt menneske. Ikke kun fordi han har set krigens gru, men fordi han har set hvad storhedsvanvid kan gøre. Og den lærdom, vil vi fornemme, at han giver videre til de kommende generationer. Således kommer der altså livsvisdom ud af røvfulden. Og det hele giver mening – og er lidt mindre deprimerende.

Dansk kærlighed til socialrealistisk drama

At vi i Danmark dog generelt ikke er bange for at vise de sorte sider af vores historie er også et faktum. Det er faktisk et varemærke. Film som Niels Arden Oplevs ”Drømmen” (2006) – der udstiller den sorte skole – og Susanne Biers ”Brødre” (2004), der har krigens personlige konsekvenser som genstand, er fornemme eksempler herpå.

Og vil DRs ”1864” sikkert holdes sig pænt i kølvandet. Vi vil se landsfædre blive grebet af grådighed og naive unge soldater drage i krig i den tro, at de skal vende hjem som helte.

Det synes som om, at det er en dansk form for bearbejdelse af os selv og vores problemer. At udstille dem – gerne i en humoristisk kontekst – og lære af dem. En mekanisme som selvsagt er fuldstændig modsat vores vestlige brødre i USA, som ikke misser lejligheden for at skabe et glorificeret billede af nationens patriotisme – og præsidentens skydefærdigheder.

Nåå men jeg glæder mig til klokken 20.00 i aften!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *