Kom igen JP

Screenshot taget fra JPs hjemmesiden den 15. september
Screenshot taget fra JPs hjemmesiden den 15. september

Jyllandsposten træder i artiklen: ”Jyske byer ramt af ”syrer-regn” på fundamentale journalistiske principper om spidsvinkling samt balancen mellem æggende og dækkende rubrikker.

 

En malplaceret bølge

Hvor mange flygtninge skal der til, før de udgør en bølge? Ifølge JP’s Søren Munck kun 16 eksemplarer. At udnævne dette antal til at udgøre ”en bølge” er vist det, vi i journalistikken ville kalde ikke blot en spidsvinkling – men en overdrivelse. Noget vi ellers bryster os af at være for fine til indenfor dansk presse – især på de store danske dagblade.

Den efterfølgende brug af udtrykket ”syrer-bølge” grænser sig til det usmagelige. Udtrykket henleder uvægerlig tankerne på syre-regn. Søren Munck gør sig derfor skyld i at drage en – omend indirekte – parallel mellem et forurenende vejrfænomen og en flok mennesker, der flygter for deres liv.

Æggende vs. Dækkende?

At der selvsagt er tale om et journalistisk kneb for at tiltrække klik på jp.dk, er så en anden sag. Og artiklen ”Jyske byer ramt af syrer-regn” indtog da også førstepladsen på JP’s top ti over mest læste artikler i løbet af mandag den 15. september.

Denne blogger har ikke noget problem med, at journalister leger med ord for at finde en æggende overskrift. Den må bare aldrig blive så æggende, at den ikke er dækkende. Jeg vil derfor vove den påstand, at de fleste klik på denne artikel er afstedkommet af folk, der troede, at der var syreregn på vej mod deres byer – ikke syriske flygtninge.

Og selv hvis det ikke er tilfældet, så bør JP kigge indad og overveje, om det her er godt nok? Faktum er, at havde jeg i min studietid på Danmarks Journalisthøjskole afleveret den omtalte artikel, så var den blevet returneret med masser af røde streger og en dårlig karakter.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *