Når sport og politik går op i en højere enhed

Forsiden på Ekstra Bladets sportssektion i dag er ikke alene et genialt kommunikationsstunt. Den udstiller også den danske dobbeltmoral på flygtningeområdet på en yderst effektiv måde. Dog uden at afsenderen vil vedstå sig det.

Det er sku ved Gud sjældent, at jeg hepper på Ekstra Bladet. Men de har ikke desto mindre disket op med den mest geniale forside, der er set siden valgets udskrivelse. Faktisk er der ingen ende på det kommunikative guf, der kan fortolkes frem på baggrund sportssektionens forside i dag.

Kommunikativ guf

For det første spinder forsiden en højst uventet og sensationel slutning på De Radikales folketingskandidat: Samira Nawa Aminis succesfuld has-tags-kampagne #engangvarjegflygtning. For det andet overgår timingen alt, man kunne forestille sig i sin vildeste kommunikations-fantasi.

For det tredje, så rammer forsiden – præcis som Pinoe Siestos veltilrettede skud – et ømt punkt i rød og blå bloks valgkampagne nemlig flygtningepolitikken. En jublende tidligere flygtning klædt i det, der vel er det nærmeste, vi kommer på en dansk nationaldragt… Det kan ikke være smukkere. Eller – sat på spidsen – mere dobbeltmoralsk, fordi det sker i en tid, hvor der er stemmer i at tale om lukkede grænser eller hvor danskhed defineres som evnen til at danse om et juletræ. (I love it)

Ingen politisk bagtanke…

At Ekstra Bladet selvfølgelig ikke vedkender sig det politiske sprængstof, som faktisk er til stede i deres forsides kontekst, er så en anden ting. Men da selvsamme sprængstof let kunne rettes mod Ekstra Bladets egne læseres dobbeltmoral på flygtningeområdet – ja så er det nok ikke så overraskende. Ekstra Bladets sportsredaktør Allan Olsen siger selv følgende om forsiden:

– For det første ville vi hylde Pione Sisto og fejre den danske sejr over Tjekkiet. Det fortjente Sisto, og det fortjente det danske landshold. For det andet gider vi ikke kedelige, forudsigelige forsider på Ekstra Bladet. De skal have kant og overraskelse – og god timing. Denne opfylder alle tre dele – og vi havde talt om inden kampen at dreje forsiden over på noget med valget. Det lykkedes, men det er ikke noget politisk statement.

Forsiden har siden morgenstunden fået masser af opmærksomhed fra både politikere, kommentatorer og sportsfolk. Se nogle af dem her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *